Tålmodighedens sorte løjpe

Der var mange, der havde snakket om skiferie i sommerferien. Jeg havde aldrig prøvet at stå på ski før, jeg tænkte det ville være en glimrende mulighed at få prøvet noget nyt af. Jeg var ikke så glad for det i første omgang, for jeg havde hørt mange brække benene.

Jeg tog sammen med en af mine venner. Vi var vel en lille flok samlet, et par venner i kredsen, der ville lave lidt sjovt sammen. Jeg nød, at det ikke var en større gruppe, hvor alle folk ville overse hinanden, men at vi faktisk kunne holde øje med hinanden. Også af den grund ville jeg af sted.

De venner, jeg var på tur med, var på min alder – der omkring i hvert fald. De lærte mig tips og tricks, men jeg følte, at jeg faktisk ikke gad at høre efter. Jeg vidste, det ville være bedst for mig, men oplevelsen tog for meget fat i mig, det var helt nyt, jeg ville bare i gang.

Inden min vejleder, en ven, selvfølgelig, var færdig med at tale ud, begyndte jeg bare at køre ned ad bakken. Bakken var ikke så stejl eller slem, men jeg kunne se, at han ikke var særlig glad for, at jeg bare kørte. Han fortalte mig, da jeg kom op igen, at han fik en stor forskrækkelse. Vi kaldte ofte vores vejleder for Hr. Plapre, for han skulle altid tale om alting og sørge for at folk forstod det han sagde. Det var noget, jeg ikke rigtig tog mig af.

Jeg besluttede mig for at prøve igen. De andre advarede mig om at gøre det, men efter det gik så godt de andre gange, hvor jeg efterhånden havde kørt ned ad flere bakker flere gange. Jeg følte, jeg havde et godt tav på det. Jeg manglede kun at prøve den sorte løjpe: den mest frygtet.

Jeg vidste, at man skulle have vejledning af selve personalet, hvor der tilmed også var tider, så de kunne nå at guide én. Da det blev min tur, følte jeg, at jeg bare ville i gang, for hvis jeg fuldførte denne, så havde jeg været gennem alle løjper på én dag, den første dag jeg nogensinde stod på ski. Jeg tænkte egentlig ikke over, at det var farligt eller dumt af mig, spændingen rasede alt for meget i mig. Inden guiden overhovedet havde nået at fortælle mig instrukserne om løjpens sving, forhindringer, hvad ved hvad, så var allerede halvvejs nede.

Jeg faldt pludselig forover, rullede længere ned ad bakken og jeg endte med at brække en arm og et ben. Jeg var kommet ud af kurs, og jeg var både ked , rasende og samtidig overrasket over, at dette kunne ske for mig. Jeg havde i sinde aldrig at brække noget og være ekstraforsigtig ved selv de små udfordringer, men jeg tænkte mig ikke om og fik som fortjent – sådan tænkte jeg selv. Det var også sådan mine venner sagde, da nogle så mig falde, mens andre kunne høre det. Det var en hel surrealistisk oplevelse, men jeg lærte i det mindste, at jeg nok skal være mere tålmodig, især med nye ting.

Inderst inde tænkte jeg, det var det bedste at holde hemmeligt, og at det nu var ferie, kunne ingen se hvor åndssvag og dumdristig jeg var.