Min hidsigprop - litterær selfie

Min hidsigprop

Historien om en jaloux storesøster, en hidsig lillesøster og et svært handicap

Jeg glemmer aldrig den dag, mine forældre fortalte mig, at jeg skulle være storesøster. Tanja, skulle hun hedde. Jeg kan huske, at jeg synes, at det var dybt uretfærdigt, at hun skulle hedde Tanja. Hun skulle have et ligeså grimt og mærkeligt navn som mig og ikke sådan et flot et. Men da hun endelig kom til verden, kunne jeg ikke være mere lykkelig. Tanja havde de frækkeste lyse krøller, og jeg syntes, at hun var den sødeste lille pige i verden. Men Tanja var ikke ligesom alle andre. Hun kunne blive meget sur og hidsig – b.la. over sine krøller.
Jeg glemmer aldrig den ferie, hvor naboen kom og bankede på og spurgte om alt var okay. Min søster havde skreget uafbrudt i over en time over en lille konflikt med min mor, og mine forældre kunne slet ikke køle hende ned igen. Da hun blev ved med at skabe sig, og der næsten var fråde omkring munden på hende, udbrød naboen, at hun altså ville tilkalde politiet, hvis det ikke stoppede, for det var da ikke helt normalt! Vi havde mange ture med min søster. Hun kunne skrige i timevis over ingen verdens nytte, og lige meget hvor tålmodige mine forældre var, var det som om, hun var sur, bare for at være sur. Som om hun elskede den opmærksomhed, hun fik ved at ligge der og rode rundt på gulvet som en eller anden sprællende fisk. 

Som 8-årig fik min søster konstateret ADD, som er en sygdom, hvor man kan have svært ved at koncentrere sig. Når man har ADD, foregår der en indadvendt hyperaktivitet, såsom koncentrationsbesvær, uro og tanke-rastløshed, hvilket passede perfekt til Tanjas adfærd. Det var både en lettelse og en udfordring for mine forældre. Lige pludselig var der en grund til, hvorfor Tanja var, som hun var – den sødeste søster i hele verden, men til gengæld til tider også den mest irriterende. Da mine forældre fik øjnene op for sygdommen, skete der mange ting. Tanja skulle begynde på en masse medicin og den mest typiske medicin, kunne min søster selvfølgelig ikke tåle. Vi prøvede med mange forskellige typer medicin i løbet af årene, men intet virkede. Tanja startede til psykolog, og nogle gange blev jeg også revet med. Jeg kan huske, at jeg sagde, at Tanja fik meget opmærksomhed, og det eneste, som jeg ønskede mig, var egentlig bare en kattekilling. Det havde jeg ønsket mig i lang tid, og det endte faktisk med, at jeg fik én – samtalen med psykologen havde vist ikke været helt fortrolig alligevel. Som årene gik, lærte jeg at leve med Tanjas opmærksomhed. Tit fik Tanja sin vilje fremfor mig, for det var lettere at gøre Stina skuffet end Tanja skuffet. Tanja fik også visse privilegier. Privilegier som for mig sluttede i 1. klasse, men som Tanja stadig har den dag i dag. Hun kan ikke bare kastes ud i det og bliver nødt til at blive passet på hele tiden.
Undskyldningen var som altid ”Jamen Stina! Tanja har jo ADD!” Hun blev pakket ind i en lille kasse, og jeg syntes, at det var synd. Der var mange ting, hun ikke turde, fordi hun fortalte sig selv, at det var jo fordi hun havde ADD. Tit havde jeg bare lyst til at råbe ”Ja eller så er det fordi, at det er røv-nederen at tage bussen og at du ikke gider – men det gør vi andre sgu heller ikke!”
Jeg har dog den dag i dag lært, at Tanja har brug for den omklamring og at tingene skal tages stille og roligt. Jeg har lært, at selvom Tanja og jeg er søskende, er vi vidt forskellige, og det bliver jeg nødt til at acceptere. Jeg har lært at se positivt på tingene, for selvom Tanja har en masse privilegier, er der en masse ting, jeg tilgengæld har dobbelt så nemt ved, som Tanja måske aldrig bliver i stand til. Så selvom Tanja kan gå fra en smilende glad pige til en sur hidssigprop på nul komma fem, så er hun heldigvis min hidsigprop – og ingen andres!
Tanja ville ikke være min søster uden sygdommen, for det gør hende, til den hun er; nemlig verdens bedste søster.