Når man ikke kan sammen

Når man ikke kan sammen

Jeg var omkring 11 år gammel da snakken om skilsmisse mellem min far og hans kæreste for alvor kom på tale.  Egoistisk. Tænk at man frivilligt ødelægger en familie uden at tænke på konsekvenserne for de øvrige familiemedlemmer. Hvad skulle jeg gøre hvis de blev skilt? Vi blev i så fald nødt til at bo hos farmor og farfar, det ville også være hyggeligt, tænkte jeg. Hvad med min skole? 

Far havde allerede taget mig væk fra mine trygge omgivelser, venner og skole én gang før, og jeg ville bestemt ikke igennem samme smøre igen. Skænderierne og tårerne ned af mine kinder fulgtes som en parallel kurve og jo mere de skændes, des mere had til min far fik jeg opbygget. Året efter gik de fra hinanden, og min far og jeg flyttede i ind i en lille 3-værelses lejelighed nær Kerteminde – tilbage hvor vi kom fra. 

Som årene er gået, har tingene ændret sig på naturlig vis. Jeg har altid fortrukket at være sammen med drenge frem for alt det pigefnidder og da jeg startede på gymnasiet, kom jeg ind i en lille drengegruppe bestående af 3 vidt forskellige drenge: Christian, Sofus-selvsikker som jeg kalder ham, og til sidst Iskolde-Ivan der bestemt ikke er bange for at ytre sin mening. En dag efter skole tog vi hjem til Sofus, og som i enhver anden gruppe snakker vi om basale teenageting såsom kærester, fodbold og byture hvoraf det første var dagens vendepunkt.

»Christian, hvordan er situationen egentlig mellem dig og Hannah lige nu?« spurgte jeg nysgerrigt. 

»Jeg ved det virkelig ikke. Jeg vil gerne være sammen med hende, og så alligevel ikke. Jeg kan godt se at det her forhold bestemt ikke er godt for mig«

Stakkels Christian. Hvor ville jeg dog ønske at de slog op så han kunne blive glad igen. Hvorfor være sammen når man ikke kan sammen? Slå nu bare op, for helvede.

»Det er da ligeså meget synd for Hannah? Hvor er du mega egoistisk, I er da lige gode om det« sagde Ivan mens han rynkede bryn og smilede skævt.

Egoistisk. Er Christian virkelig egoistisk? Det ord havde jeg været bekendt med før.

Pludselig var det som om jeg blev hevet 7 år tilbage i tiden og stod og så på min far og papmor råbe af hinanden tværs gennem stuen, og så slog det mig. Hvorfor være sammen når man ikke kan sammen? 7 år tilbage tænkte jeg kun på hvordan jeg ville have det hvis de gik fra hinanden, men jeg må have været for lille til at forstå at min far var ulykkelig – ligsom Christian.