Livsfarlige konsekvenser

Livsfarlige konsekvenser

Jeg har hele livet været fascineret af en af verdens farligste sportsgrene. Det kunne kun gå for langsomt. Desto hurtigere desto bedre! Jeg har altid kunne lide at få et adrenalinkick og efterfølgende kunne smile af at det lykkes. Jeg har været afklaret med de konsekvenser denne sportsgren kan have, men har forsat sat livet på spil for et godt samarbejde – nemlig forholdet mellem hest og rytter.

Jeg har verdens skønneste varmboldsvallak, som jeg har haft et helt specielt forhold til i 6 år. Vi har sammen udrettet gode resultater og vigtigst af alt et godt makkerskab. Selvom vi er soulmates og han aldrig ville gøre mig ondt, så udsætter jeg mig selv for fare i nærheden af ham. Vores makkerskab er det der giver mig mest lykke her i livet, så jeg udsætter gerne mig selv får et par ”små skrammer”.

En dag gik det galt efter en rigtig god træning på dressurbanen. Træningen var gået rigtig godt, og vi skulle til at holde for den dag. Jeg havde smidt stigbøjlerne og sad med løse tøjler. Min hest havde svedt, og det kløede selvfølgelig, da han stadig havde alt udstyr på. Han lade an til at skulle klø sig, så jeg løsende tøjlerne endnu mere, så han havde mulighed for at klø igen. Han valgte at klø sig op at en træpæl, som så rigtig god ud. Det var også en god kløpind, indtil han pludselig sad fast i munden. Der havde siddet en krog på træpælen, som havde sat sig fast i hans bid. Han panikkede naturligvis og prøvede at flygte fra faren. Heldigvis knark hovedtøjet så han kunne flygte. Jeg sad uheldigvis bare på ham, så jeg klemte alt hvad jeg kunne med benene. Jeg havde ingen tøjler mere, så jeg skulle af på en eller anden måde. Efter en omgang uden kontrol på banen, så måtte jeg af. Jeg mistede bevidstheden lidt og havde store smerter i ryg og hofte. Da jeg kom til bevidsthed igen, prøvede jeg at knokle mig på benene igen, men dette lykkedes desværre ikke. Den tid jeg brugte på at finde min mobil i lommen, så jeg kunne ringe efter hjælp, føltes som en evighed. Jeg fik fundet mobilen frem og ringede straks efter min far. Han kørte i lynes hastighed, men før han nåede frem, så havde jeg fundet hjælp. Da min far kom, bar han mig hen til bilen, og vi kørte på skadestuen. På skadestuen kom jeg ind med det samme og her blev jeg overvåget. Jeg fik stærke piller tildelt. Derudover blev jeg undersøgt adskillige steder på kroppen samt i hovedet. Heldigvis havde jeg ikke brækket noget, men det tog nogle måneder før jeg gik optimalt igen. I dag render jeg på sygehuset, gigtlæge samt alm. læge flere gange om måneden, da jeg har fået et livsvarig skade. Jeg takker Gud for, at der ingenting skete med mit kæreste eje, min hest.

Når jeg tænker tilbage på denne situation, så bebrejder jeg mig selv for ikke at være klogere. Jeg skulle have undersøgt pælen før han kløede sig. Selvom det havde voldsomme konsekvenser, så afholder det mig ikke fra at sætte livet på spil for at være sammen med min hest. Denne situation har gjort mig klogere og givet mig mere livserfaring. Dog har det også givet mig nogle konsekvenser, da jeg ikke kan det samme som før uden smerter i hofte og ryg.