Rejsen

To sæt lange undertøj, et par joggingbukser og to højhalsede trøjer. Det er standardpåklædningen, når jeg skal på hundeslæde midt i december. Og dagen inden jeg skulle på min livs rejse, var ingen undtagelse. Der er ikke nogen bedre følelse i verden, end når man sidder der på slæden så frossen, at man kan mærke hvert hjerteslag, der pumper blodet rundt i kroppen, samtidig med at hjertet kæmper tappert for at holde den indre kropstemperatur på 37 grader. 

Ingenting – altting. Det er lige storslået hver gang, og det skulle jeg sige farvel til nu.  Jeg skulle til Danmark og læse statskundskab.  Sidste sommer blev jeg student, og jeg gik ud med det højeste gennemsnit på hele skolen, – jeg ved godt, jeg bor i Grønland, og gennemsnittet generelt er lavere her, men jeg er stadig stolt. Når man tænker på, at jeg kommer fra en fangerfamilie, – en af de sidste der er, synes jeg selv, det er ret sejt. Mine to brødre er begge fangere, og det samme er min storesøster, men da jeg er efternøler, og vores fangerfamilie er blevet sikret, fik jeg lov til at gå den mere akademiske vej.

Jeg rejste fra Grønland med en klump i maven. Min familie havde sparet alt sammen, så jeg kunne få en billet, og jeg vidste, at jeg ikke måtte skuffe. Jeg taler flydende dansk, og jeg er altid blevet set som en, der er mere dansk end grønlandsk, så jeg var virkelig forventningsfuld.

Min første dag i Danmark var fantastisk! Der er bare styr på det hele her i Danmark, og hvis jeg bliver syg, kan jeg både komme til en praktiserende læge og sygehuset (det har vi ligesom bare slået sammen hos os….).

Da jeg startede på universitetet, tænkte jeg, ”Jeg kan klare alt! Jeg er bare klar!” Min første time var politisk teori. Jeg kendte ingen, men jeg er opdraget til at være meget åben overfor mine medmennesker. Jeg satte mig derfor ved siden af en gruppe piger.

”Magt – hvad er det? spurgte læreren. Jeg tog hånden op, men pigen ved siden af mig slog den væk og tog sin egen op. Da hun blev taget, svarede hun lige så fint ”Magt er evnen til at få folk til at gøre noget andet, end hvad de ellers ville have gjort”. Jeg tænkte, at det nok var en fejl, – jeg mener, vi skal jo alle være her, men da lærerens opmærksomhed var blevet rettet mod nogle andre, kiggede hun på mig og sagde: ”Hør her asiat. Du skal passe dig selv, – jeg gider ikke at betalte din uddannelse! Skrub tilbage til Kina!”

Jeg var mundlam. Hvad er det for nogle mennesker, der har sådan en holdning til deres medmennesker? Jeg så på hende og sagde med tårer i øjnene: ”Jeg er faktisk grønænder og en del af rigsfællesskabet, hvilket vil sige at vi har samme dronning, og samtidig betaler jeg skat på lige fod med dig!”

Jeg så op, og auditoriet var helt stille, og alle øjne hvilede på mig. Jeg rejste mig op og ville gå, men min lærer afbrød mig og sagde, at jeg måtte forstå, dette ikke var Grønland, og at man altså kom her klokken otte hver morgen og var klar til at interagere med andre mennesker, der også selv lå på en vis akademisk standard, som man måtte forvente, at jeg vel også selv gjorde, – selvom at man jo faktisk havde specialpladser til folk som mig.

Nu var der pinlig tavshed i lokalet. Jeg hulkede,– min danske drøm var brast i tusind stykker. Jeg kiggede op og sagde: ”Hvad er i for nogle mennesker? Hvor er mangfoldigheden og forståelsen for jeres medmennesker? Hvis det er sådan nogle ting, ”folk som mig” skal lære at indordne sig efter, vil jeg hellere bare blive ved med at være grønlænder.  Jeg styrtede ud af lokalet og løb for fulde kræfter, indtil jeg pludselig stoppede.

Jeg vågnede på gulvet lettere omtåget, og da jeg åbnede øjnene, stod der en pige med hovedet bøjet  ind over mig og sagde undskyld, – hun hjalp mig op, og sagde at hun bare havde haft verden dårligste dag og sagde til sidst, ”jeg passer vist ikke ind på sådan en fin skole”. 

Måske er danskere slet ikke så slemme.