Lille dumme mig

Lille dumme mig

Jeg var helt stiv i kroppen efter chokket. Jeg kiggede rundt i cirklen, alle stod og kiggede, kun på mig. Ingen vidste hvad de skulle gøre, ingen rørte på sig. De stod bare der og kiggede. Jeg flyttede mit blik langsomt ned af mig selv og tog mine hænder foran mig. Mine hænder var fyldt med blod. Først nu gik det op for mig hvad det var jeg havde gjort. Hele min kroppen begyndte at ryste. Jeg fandt mig selv i en situation, jeg aldrig troede jeg ville finde mig selv i.

Det hele startede med at jeg syntes alle mine venner var kedelige. De var faktisk ret så irriterende. Så flittige i skolen og gik til en hel masse forskellige sportsgrene, og jeg ved ikke hvad. De havde aldrig tid til at kunne være sammen med en. Selv endda Katrine, min bedsteveninde havde svigtet mig. Hun have fået Hr. lækkermås af en kæreste og nu har hun ingen tid til mig. Dumme ko. Ja, man kan vel sige jeg kedede mig og syntes mit liv var alt for almindeligt. Der skulle snart ske noget. Ellers ville jeg falde om af kedsomhed. En dag efter skole, gik jeg en anden vej hjem end jeg normalt plejer at gøre. Vejen forbi Superbrugsen og derefter svinger vejen ned til det gamle bageri. Idet jeg gik forbi det gamle bageri, nærstuderede jeg hele den gamle bygning. Spørg mig ikke hvorfor. Men lige pludselig så jeg noget jeg ville ønske jeg ikke set. Der stod en flok unge mennesker bagved bageriet, jeg kunne næsten ikke se dem, fordi de stod i mørket. Jeg ville helst bare have listet forbi uden nogen så mig, men de stoppede med at snakke og så kun på mig. Tiden stod stille, de stod bare der og kiggede på mig. Jeg kunne godt lide opmærksomheden, nogen lagde mærke til mig. Det var en dejlig følelse. Jeg tænkte i stedet for at spille smart, vil jeg bare være mig selv. Så jeg lød selvsikker, da jeg udbrød: ” hvad så?” og gik hen i mod flokken. Hvis jeg tænker tilbage, forstår jeg ikke hvordan dette kunne lade sig gøre for mig. En hver idiot der havde kommet så kæmpehøj, ville de have tæsket. Men de var mere end venlige overfor mig, jeg ved ikke om det var min attitude eller hvad der gjorte det. Men før jeg havde set mig om, var de mine venner. Denne lille flok af unge mennesker, de var ikke rare mennesker. Lad mig sige det kort, det var ikke en god omgangskreds jeg have fundet mig. Men de havde tid til mig. Dette var noget større end et venskab. Jeg vidste jeg altid kunne regne med dem og de altid havde min ryg. Hvad jeg bare ikke selv vidste på det tidspunkt, at jeg ikke anede hvad jeg var ved at rode mig selv ud i. På en mærkelig måde så de op til mig, og jeg svømmede i deres opmærksomhed. Jeg ændrede fuldstændig karakter. Jeg fik nogen tanker jeg aldrig havde fået før. Jeg blev mere voldlig og aggressiv. Jeg blev mere magtliderlig.

 En dag gik jeg med dem i byen. Selvfølgelig var det mig der førte ordet og alle hørte på mig. Der var en der gik ind i mig, idet jeg gik. Normalt ville jeg bare have sagt undskyld og gået videre. Men denne her gang vendte jeg mig om og råbte, ” Hey, hvem fuck tror du er?”.  Personen vendte sig om, det var Katrine. Hun gav mig et blik. Et helt specielt blik, der vækkede en masse vrede inde i mig. Et jeg-er-ked-af-du-er-endt-sådan-blik. Jeg blev helt varm indeni. Jeg gik til hende og hev i håret og førte hende om bag bygningen. Der var ved at blive mørkt, så ingen kunne alligevel se os. Alle dannede en cirkel rundt om mig og Katrine. Katrine skreg og råbte for fuldt tryk. Det var pisse irriterende at høre på, så jeg gav hende en knytnæve lige sylten. Hun havde allerede blodnæse. Hendes blik ændrede sig til et bange udtryk. Dette gjorde mig bare endnu mere hidsig. Så jeg slog en til gang, det samme sted. Hun væltede bagover, og jeg satte mig oven på hende. Alle de andre, der havde dannet en cirkel rundt om os, kom med tilråb og heppede. Jeg blev grebet af momentet. Det slog lige pludselig klik for mig, og jeg blev med at slå hende. Det sortnede for mine øjne. Alle stemmer omkring mig forsvandt. Der var bare helt sort.

Jeg kom til mig selv, og alle stod bare kiggede på mig uden at røre på sig. Denne gang kunne jeg ikke lide opmærksomheden. Jeg kiggede ned af mig selv, jeg var fyldt med blod. Jeg kiggede ned på jorden, der lå Katrine. Helt bevidstløs. Jeg fandt mig selv i situation, jeg havde aldrig troede jeg ville finde mig selv i.