Jeg skabte elitesvømmeren - Mathilde Leonhard

Jeg skabte elitesvømmeren

Dagen var kommet hvor, jeg skulle lære at svømme, så min far tog min søster og mig med ud til stranden, hvor vores første lektion skulle foregå. Vi var rædselsslagne. Lige siden vi var helt små, har vi været bange for vand, altid skreget når vi skulle i bad, og aldrig nærmet os vandet på stranden. Men en dag besluttede min far, at det skulle være nok. Min mor var ikke meget for det og havde flere gange prøvet at tale ham fra det, da hun vidste, at vi ikke kunne lide vand. Men min far var ligeglad og utrolig stædig. Når han havde sat sig noget for, så blev det sådan. Så I vandet skulle vi, også selvom vi hylede og skreg. Han tog os under hver sin arm, og så gik han ellers derud af, lige akkurat så langt ud, at vi ikke længere kunne bunde, og så slap han os. Panikken ramte os begge, og vi baskede med arme og ben, som var vi døden nær. Underligt nok kom vi begge tilbage til ham, om man kan kalde det svømning, ved jeg ikke. Jeg klamrede mig til min fars mave, og så hvordan, han løftede min søster op og kastede hende et godt stykke længere ud. Hun hostede og prustede, da hun kom op af vandet igen, og samtidig med, at hun græd, forsøgte hun ihærdigt at svømme tilbage til min far. Så var det min tur. Ligesom min søster blev jeg kastet et godt stykke ud, og jeg indså efterhånden, at dette ikke ville stoppe, før vi havde lært at svømme.
Han kastede endnu engang min søster ud, men denne gang var hun meget længe om at komme op af vandet igen. Pludselig gik der panik i min far, og han sprang ud efter hende. Da han endelig fik hende op, trak hun ikke vejret. Han svømmede alt hvad han kunne, ind på bredden med hende med mig efter. Jeg hylede som en stukken gris, men opdagede pludselig undervejs, at jeg svømmede helt af mig selv.
Inde på bredden kom en hel flok mennesker løbende for at hjælpe. En mand ydede førstehjælp på min søster, og pludselig var der liv i hende igen, og vandet sprøjtede ud af munden på hende. Jeg kunne se på min far, at han havde rigtig dårlig samvittighed, men han rystede det af sig, da han opdagede, at jeg havde bemærket det.
”Nå Laura, det var da en være omgang. Næste gang skal du lige huske at komme op igen, og ikke bare blive liggende nede på bunden” sagde min far grinende til min søster og prøvede lidt at skjule, at han faktisk havde været utrolig bange for at miste hende.

Laura er stadig den dag i dag mærket af ”svømmetimen”, og kommer nok aldrig i nærheden af vand igen. Jeg selv er blevet elitesvømmer og skal snart med til OL. Som man siger, er der ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Men jeg ville helst være min søster denne grimme oplevelse foruden, da det er noget, hun er mærket af for resten af sit liv. Vi har aldrig talt op hændelsen siden det skete, det er min far nok lidt for stolt til. Han mener stadig, at han gjorde det rigtige og nævner ofte, at det er ham, der har skabt elitesvømmeren.