Miraklet

Miraklet

Jeg sidder i bilen. Vi suser af sted, og jeg kan mærke vinden fra det åbne vindue i min mors side af bilen. Vi har kørt i over 1 time nu. Vi kan endelig se vejen til vores kommende lejlighed, som er under opbygning. Jeg har glædet mig i flere uge til at se den, min bror og jeg har ikke snakket om andet. Vi har været skrevet op til lejligheden siden jeg var 1 år. Vi parkerer bilen og går langsomt op til lejligheden. Jeg kan allerede forestille mig hvor fin den bliver. Ejendomsmægler møder os ved opgangen til lejligheden, han har et fint jakkesæt på, og dufter lang væk af selvtillid. Jeg elskede ham lige fra starten af. Hver gang vi havde mødtes med ham, havde han altid været fin i tøjet og utrolig venlig. Jeg vidste at dette var sidste gang jeg ville se ham, da mine forældre havde besluttet sig for at købe lejligheden. Vi går op til lejligheden og kigger os omkring. Der mangler stadig en masse, men de er nået langt siden sidst jeg var her. Alle fra min familie elsker den allerede og den er slet ikke færdig endnu. Det er et perfekt hjem for mine forældre, mine to brødre og jeg. Vi har altid boet i rækkehus, så hele familien glædede sig til at bo i lejlighed, især fordi den var så stor og en smuk udsigt fra 3. sal. Mine brødre og jeg render rundt i den halvfærdige lejlighed, og ender ude på altanen. Vi bliver på altanen pga. den gode udsigt. Vi legede vores yndlingsleg ”tag-fat” , og det var min storebrors tur til at fange min tvillingebror og jeg. Altanen var ikke ret stor, så det var svært at lege derude. Min bror løber efter mig ud til kanten, og jeg er lige ved at falde udover. Han når hen til mig og lægger sin hånd på min skulder, jeg kigger mig tilbage og får et kæmpe chok ved Mohammed holder i mig. Jeg falder ud over kanten og lander på et hvidt havebord. Bordet flækker ,og jeg ryger igennem det. Det første jeg husker er min onkel der bære mig op fra jorden og over til en stor grå varevogn. Jeg kan mærke, at jeg bader i blod. Jeg ligger i bilen og kan høre tusinde forskellige stemmer. Vi suser derud af, og der bliver ikke stoppet for rødt. Jeg røg direkte på operationsbordet, og det næste jeg kan huske er, at jeg vågner op til en masse blomster, bamser og en guldmedalje fra hospitalet. Hospitalet fortalte mig at det var et mirakel jeg havde overlevet.  33 sting i alt. Min storebror kommer grædende ind og sætter sig op ved mig i hospitalssengen. Han mente selvfølgelig det var hans skyld og havde dårlig samvittighed. Han undskyldte hver gang han så mine ar. Jeg tror altid han vil have det dårligt over det, selvom det ikke er hans skyld. Selvom jeg hver dag kigger mig i spejlet og ser arret, så elsker jeg stadig min bror og har tilgivet ham den dag i dag.