Et splitsekund

Jeg går spændt ned af gaden. Jeg har aldrig i mit liv glædet mig så meget til noget. Jeg skal se min bedsteveninde igen, efter 5 år. Alle mine tanker flyver rundt i mit hoved. Er hun mon stadig den samme? Bliver det akavet? Har hun det godt? Bliver hun glad for at se mig? Det har været 5 meget svære år. Vi plejede at lave alt sammen, man kunne ikke undgå at se hende, uden at se mig. Vi var yin og yang. Da jeg mistede hende, var det som at miste en del af mig. Hun flyttede til Tyrkiet da vi var 17 år, og har ikke været på besøg i Danmark nogle af årene siden. Før nu. Hendes forældre havde sendt hende til Tyrkiet, da de mente hun var blevet for dansk. Så skulle hun tilbage til sit hjemland for at blive opdraget, mente de. Jeg kan stadig huske hvor meget hun græd. Hun lå i mit skød i flere timer og hulkede. Jeg fældede ikke en eneste tåre da hun var ved mig, tror det var svært for mig at indse. Da der var et par dage til hun skulle flytte, gik det rigtigt op for mig. Jeg spiste ikke i flere dage, og tog ikke i skole. Jeg lå bare derhjemme og jeg græd på livet løs.  Aldrig har jeg oplevet så stor smerte i mit hjerte, og det værste var at jeg ikke anede hvornår jeg skulle se hende igen. Mens jeg går, kan jeg mærke at mit hjerte banke på fuld hammer. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg er nervøs, det jo bare hende. Pigen der har støttet mig gennem alt og altid været der for mig. Jeg havde aftalt med min mor, at hun skal hente os nede ved Brugsen. Der var ikke så langt fra hende, og heller ikke fra tandlægen hvor jeg lige havde været. Pludselig ser jeg det sorte hår runde hjørnet, og jeg kan tydeligt se det er hende. Jeg smiler over hele femøren, og løber hen i mod hende. "ZEDIAN" råber jeg højlydt. Hun kigger op, og løber med det samme over vejen hen mod mig. Lige i det hun løber over vejen, kommer en rød bil kørende rundt om hjørnet, og kører direkte ind i Zedian.  Kvinden kommer ud af bilen, og skriger. Jeg kan kende stemmen. Det er min mor. Jeg går i chok. Jeg kan ikke tro mine egne øjne. Jeg falder ned på knæ, og går ud som et lys.

 Jeg vågner op i ambulancen. Jeg kan ikke se Zedian eller min mor nogle steder. Jeg skriger helt vildt på dem begge, og ambulancemanden stikker en sprøjte ind i min arm. Jeg går ud som et lys igen. Da jeg vågner igen sidder min mor ved min side. Hun ser på mig med håbløse øjne, og jeg kan se det med det samme. Jeg udbryder i gråd. Det kan ikke passe, endelig var hun tilbage, og så slår min mor hende ihjel. Jeg kan intet forstå. Jeg kan næsten ikke trække vejret. Jeg kan ikke kigge på min mor, uden at mærke en endnu større smerte i hjertet, end før.  Hun rækker ud efter mig, for at kramme mig. Jeg gengælder hendes kram, og det hjælper en smule at være i hendes arme. 

Nicole Sofie 3.w