Gruppe 4 - Mathilde, Aysia, Stina, Laura og Karen-Sofie

Kære idioter

Jeg har fucking ondt i mit hjerte. I har svigtet og skuffet mig. Hvor har I været da jeg havde mest brug for det? Skuffet. I har svigtet mig så nu må I tage konsekvensen, og I må leve med tabet af jeres datter, søster, veninde og bekendt. Far. Du som sagde jeg var ”syg i hovedet”, men hvem har jeg det fra? Du skal lide med samvittigheden om at det er din skyld. Lorte England. 

Dirty Realism

Personkarakteristik af Samantha

Eksil - Opdragelse

Værklæsning: Jakob Ejersbo Eksil

I dette forløb skal vi undersøge, hvad vi har brug for af viden, når vi læser et værk i dansk. 

Vi skal læse Jakob Ejersbo roman Eksil (2009), og vi vil blandt andet undersøge, hvorfor forfatterskabet er blevet så populært blandt så mange især unge læsere. 

Mens vi læser, vil vi se på fortællingen fra forskellige vinkler, og vi vil se, hvilke svar vi hver især finder på de spørgsmål, vi stiller til bogen og til hinanden. Se - det er derfor dansk er spændende, og  det er derfor du skal følge vores arbejde i dette forløb her på bloggen.  

”Selv de dårlige dage”

Nanna

Klokken er næsten 16.00 fredag eftermiddag. Jeg sidder i bussen der er alt for sent på den. Trafikken er vild her til eftermiddag, folk kører vanvittigt og tænker kun på at komme hjem og holde weekend. Bussen er proppet med mennesker. Stemningen i bussen er ikke god. Folk beklager sig over at vi er for sent på den, at bussen ikke kører ordentligt eller noget helt tredje. Jeg kan selv mærke at mit humør bliver endnu dårligere end det var i forvejen. Hele min dag har været uheldig og dårlig.

Jeg stod alt for sent op, hvilket allerede ødelagde mit humør fra morgenstunden af. Mit humør gik selvfølgelig ud over min mor, hvilket resulterede i en diskussion. Jeg måtte cykle alt hvad jeg kunne i skole, selvom jeg allermest bare havde lyst til at cykle hjem igen, for jeg følte virkelig det her bare var en dag hvor jeg skulle blive hjemme i sengen.

Endelig stopper bussen ude foran mit arbejde. Jeg skynder mig at løbe over vejen og ind og klæde om til mit sorte arbejdstøj, som er et krav at vi har på, på mit arbejde på Sunset Boulevard. Jeg er forsinket på den, og jeg kan mærke det irriterer min kollega. Jeg undskylder og føler en skyldfølelse. Hvis det bare ikke havde været for den lorte bus, men hvad havde jeg forventet? Selvfølgelig var den forsinket, lige den dag jeg havde mindst brug for det.

På arbejdet har vi en ny medarbejder, som jeg har fået til opgave at lære op. Allerede fra da jeg møder ind på arbejdet, vælter det ind med mennesker. Det er fredag,  og folk orker nok ikke at lave mad. De vil bare holde weekend og slappe af. Travlheden fortsætter et par timer, og jeg glæder mig bare mere og mere til klokken bliver 23,  og jeg kan komme hjem og holde weekend og ligge i min seng.

Da travlheden har lagt sig og der ikke er lang tid igen til lukketid, kommer der en kvinde ind i restauranten. Hun har en fin stram og lang nederdel på, tilhørende en skjorte og en blazer udover, hun har en aura og attitude der får hende til at ligne en succesfuld forretningskvinde. Men hun ser træt ud og ligner en der har haft en ligeså dårlig dag som mig. Jeg går pænt hen til kassen og spørger hende hvad jeg kan hjælpe hende med. Hun svarer med en attitude der er nedtrykt og som om alting bare er lige meget; ”Bare noget godt mad der kan redde min dag. Jeg kommer direkte fra sygehuset hvor min mand ligger, så jeg har bare brug for den største burger. Kan du lave det til mig? ” Jeg tænker at hun har brug for opmuntring og svarer tilbage at hun bare skal sætte sig ned, så kommer jeg med noget mad til hende.

Jeg får lavet en lækker burger og skriver en lille note på en serviet til hende. Håber du vågner op i morgen og får en rigtig dejlig dag J  Da jeg skriver den seddel flyver mine tanker rundt. Jeg har selv haft en dårlig dag, men hvorfor? Fordi jeg stod for sent op, fordi tingene ikke lige gik efter mit hoved. Det skal da ikke ødelægge ens dag, når der sker forfærdelige ting for andre mennesker.

Jeg lægger sedlen på bakken og går ned til hende med den samt en stor cola. Jeg smiler til hende og siger velbekomme. Efter noget tid da jeg går rundt og gør rent og tørrer borde og stole af ude i restauranten, mærker jeg en hånd på min ryg. Jeg vender mig og der står kvinden med et oprigtigt smil og siger ordene; ”Tak fordi du reddede min ellers så lange dårlige dag. Her vil jeg helt sikkert komme igen! ”

Jeg følger hende med øjnene da hun går ud af restauranten, og det eneste jeg tænker er, at hun skulle have tak fordi hun reddede min dag. Hun reddede den ved at få mig til at indse at selv de dårlige dage skal vi smile.

Tålmodighedens sorte løjpe

Der var mange, der havde snakket om skiferie i sommerferien. Jeg havde aldrig prøvet at stå på ski før, jeg tænkte det ville være en glimrende mulighed at få prøvet noget nyt af. Jeg var ikke så glad for det i første omgang, for jeg havde hørt mange brække benene.

Jeg tog sammen med en af mine venner. Vi var vel en lille flok samlet, et par venner i kredsen, der ville lave lidt sjovt sammen. Jeg nød, at det ikke var en større gruppe, hvor alle folk ville overse hinanden, men at vi faktisk kunne holde øje med hinanden. Også af den grund ville jeg af sted.

De venner, jeg var på tur med, var på min alder – der omkring i hvert fald. De lærte mig tips og tricks, men jeg følte, at jeg faktisk ikke gad at høre efter. Jeg vidste, det ville være bedst for mig, men oplevelsen tog for meget fat i mig, det var helt nyt, jeg ville bare i gang.

Inden min vejleder, en ven, selvfølgelig, var færdig med at tale ud, begyndte jeg bare at køre ned ad bakken. Bakken var ikke så stejl eller slem, men jeg kunne se, at han ikke var særlig glad for, at jeg bare kørte. Han fortalte mig, da jeg kom op igen, at han fik en stor forskrækkelse. Vi kaldte ofte vores vejleder for Hr. Plapre, for han skulle altid tale om alting og sørge for at folk forstod det han sagde. Det var noget, jeg ikke rigtig tog mig af.

Jeg besluttede mig for at prøve igen. De andre advarede mig om at gøre det, men efter det gik så godt de andre gange, hvor jeg efterhånden havde kørt ned ad flere bakker flere gange. Jeg følte, jeg havde et godt tav på det. Jeg manglede kun at prøve den sorte løjpe: den mest frygtet.

Jeg vidste, at man skulle have vejledning af selve personalet, hvor der tilmed også var tider, så de kunne nå at guide én. Da det blev min tur, følte jeg, at jeg bare ville i gang, for hvis jeg fuldførte denne, så havde jeg været gennem alle løjper på én dag, den første dag jeg nogensinde stod på ski. Jeg tænkte egentlig ikke over, at det var farligt eller dumt af mig, spændingen rasede alt for meget i mig. Inden guiden overhovedet havde nået at fortælle mig instrukserne om løjpens sving, forhindringer, hvad ved hvad, så var allerede halvvejs nede.

Jeg faldt pludselig forover, rullede længere ned ad bakken og jeg endte med at brække en arm og et ben. Jeg var kommet ud af kurs, og jeg var både ked , rasende og samtidig overrasket over, at dette kunne ske for mig. Jeg havde i sinde aldrig at brække noget og være ekstraforsigtig ved selv de små udfordringer, men jeg tænkte mig ikke om og fik som fortjent – sådan tænkte jeg selv. Det var også sådan mine venner sagde, da nogle så mig falde, mens andre kunne høre det. Det var en hel surrealistisk oplevelse, men jeg lærte i det mindste, at jeg nok skal være mere tålmodig, især med nye ting.

Inderst inde tænkte jeg, det var det bedste at holde hemmeligt, og at det nu var ferie, kunne ingen se hvor åndssvag og dumdristig jeg var.

En bytur der har givet ar for livet

Jeg har aldrig været den helt store fan af at drikke mig fuld og tage i byen i weekenderne, eller dvs. at jeg aldrig havde prøvet det før min 18-års fødselsdag. Mine veninder har altid været vilde med at tage i byen. De begyndte allerede at tage i byen som 14-årige med falske ID og sprut inden under jakken. Mine forældre forbød mig altid at tage med dem, og inderst inde turde jeg heller ikke. Selv 3 år efter som 17- næsten 18-årig var jeg derhjemme hver weekend, imens pigerne var ude at hygge sig. Jeg led af en mild form for angst, så jeg brød mig ikke om at omgås mange mennesker. Eller mørke…

Jeg vågner ved lyden af fødselsdagssang og papirflag der flagrer. Mine forældre, storesøster og lillebror står for enden af min seng og kigger smilende på mig, mens de synger den klassiske sang for fødselsdagsbarnet. Jeg får et sus i maven – jeg bliver 18 år i dag! Tanken om min 18-års fødselsdag jeg skal holde senere på dagen for min familie og veninder, giver mig sommerfugle i maven, og jeg skynder mig at rejse mig fra sengen. Jeg glæder mig som et lille barn glæder sig til juleaften.
Det er lørdag, så jeg har næsten hele dagen til at pynte op og gøre mig lækker- og 18-års-agtig.

Tiden løber, og gæsterne begynder så småt at træde ind ad døren til vores hus. Da jeg ser mine veninder ankomme, kommer jeg straks til at tænke på min første bytur, der venter et par timer senere. Det gør mig nervøs at tænke på, men jeg er alligevel meget spændt på, hvordan det bliver.

Der er kun 3 shots tilbage af de 18 jeg har fået. Puha, jeg kan snart ikke mere. Mit hoved snurrer, og mine ben er ustabile. Jeg har aldrig haft den følelse før. ”Tag dig nu sammen, ned med de sidste 3, du får det sjovt!”, tænker jeg, og ned ryger de. Jeg ser sløret, men jeg har en god følelse i kroppen. Der er ikke længe til vi skal afsted i byen, og jeg har på fornemmelsen, at det bliver en vild aften.
- ”Pas nu på dig selv!”, siger min mor bekymret.
- ”Ring, hvis der er det mindste!”, siger min far bestemt.

Mine veninder og jeg sidder i taxaen, vi er alle berusede og griner af alt hvad vi ser og hører. Jeg har det godt. Vi går ind på diskoteket, musikken er høj, og vi går ind på dansegulvet og giver den gas. Jeg vidste slet ikke, at det var så sjovt at være fuld. Vi går rundt på diskoteket og griner og fjanter. Vi falder i snak med nogle fyre, som giver os drinks. ”Helt sikkert!”, tænker jeg, men jeg kan mærke at min krop ikke vil tage imod drinken. Jeg går ud på toilettet og kaster op. Jeg hader at kaste op, og jeg kan mærke, at jeg ikke skal have mere at drikke. Jeg ser stadig sløret og går ikke helt lige, da en af mine veninder kommer hen og hiver fat i armen på mig og råber: ”Kom, vi skal ud at danse!” Jeg takker pænt nej og forklarer hende, at jeg hellere må gå hjemad. Jeg bor kun 1,5 km væk fra Daisy, så jeg begynder at gå, efter jeg har sagt farvel til mine veninder og takket for en virkelig sjov aften.
Det er mørkt udenfor, men det rører mig ikke – jeg har det helt tilpas. Jeg ser en gruppe på 4 piger komme gående imod mig i retning mod Daisy. Der er ikke længere gadelamper hvor jeg går.
- ”Hey piger! Skal I på Daisy? I er da vist ikke gamle nok til at komme ind!”, siger jeg lidt i sjov.
- ”Prøver du at være sjov?”, siger en af pigerne med en meget bestemt tone.
Jeg griner, fordi jeg synes, at alt er sjovt i dette øjeblik og når ikke at forsvare mig, før jeg får fyret en knytnæve mod mit hoved. Da mine ben stadig er ustabile, falder jeg ned på vejen, og jeg når lige at tænke ”fuck”, før to af pigerne begynder at sparke på mig, mens jeg ligger der halvfuld og forvirret. Jeg skal væk derfra, nu. Men pigerne vil ikke lade mig gå, de hiver mig i håret og slår mig i maven samtidig. Jeg kan høre lyden af en lighter blive tændt, og 5 sekunder efter sætter de en tændt cigaret i panden på mig. Jeg begynder at græde og skrige, min angst bryder ud. Jeg kan mærke blod løbe ned fra min læbe, og jeg kan næsten ikke få vejret efter alle de mange slag i maven…
Mere kan jeg ikke huske, før jeg vågner op i en ambulance med fuld fart på.

Et par dage efter kommer minderne så småt frem i mit hoved, når jeg tænker tilbage på den aften. Jeg får en kæmpe klump i halsen, og min krop begynder at ryste. Min angst bliver værre og værre. Tanken om at skulle være i blandt fremmede mennesker igen, giver mig hjertebanken, svedige håndflader og trykken for brystet. Jeg føler, at væggene på mit værelse kommer mod mig, min krop bliver helt kold, og jeg kan ikke mærke mine ben længere. Jeg begynder at skrige. Den bytur har uden tvivl givet mig et ar for livet.

(Fiktion)

Alkoholpolitik i USA

Jeg elsker at feste, og danse og selvfølgelig skulle jeg også feste da jeg var i USA. At have oplevet den amerikanske danceclub-kultur, og stemningen på en country-danceclub skulle simpelthen prøves. Men dog endte det ikke helt som ventet.

Vi var 6 piger der var inviteret til fødselsdag hos Callie, hun var en af Michaelas gode veninder. Og siden jeg var på sommerferie hos Michaela, blev jeg selvfølgelig inviteret med ud til Callie. Vi tog ud til Callie omkring kl seks, hendes mor havde forberedt en masse amerikanske godter. Vi spiste cupcakes, kiks med cheesedip og alt muligt andet amerikansk.

Efter nogle timer hos Callie tog vi ud til en af de andre piger, Sydney, hun havde lavet jelly shots med flødeskum på. En amerikansk lov der bliver meget nøje håndhævet, er loven omkring alkohol, hvor det simpelthen er forbudt at drikke alkohol før man er 21. Men ingen ville opdage noget, tænkte vi, jeg tænkte i hvert fald ikke over det da man i Danmark jo må drikke alkohol fra man er 16 år.

Vi ’drak’ mange jelly shots, men ikke alle sammen, så vi tog resten med i bilen som vi ville drikke på vej hen til den Country-danceclub. Vi måtte selvfølgelig ikke blive opdaget i at drikke dem, så lige så snart vi havde drukket en, skulle vi kaste den lille plastikbøtte den var i, ud af vinduet så politiet eller vores forældre ikke opdagede noget.

Vi kom der hen, spillede ædru så godt vi kunne, og kom ind og dansede. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende, det var som om jeg var blevet sat ind i Footloose-filmen, folk havde cowboysko og hatte på og der blev danset linedance. Jeg kendte selvfølgelig ikke nogle af trinene men lærte dem hurtigt.

Jeg blev overrasket over hvor hurtigt tiden gik, og inden jeg vidste af det, var vi på vej ud igen. Vi satte os ind i bilen og kørte ud fra parkeringspladsen. Jeg var træt, jeg opdagede slet ikke hvad der skete. Vi havde alle drukket, selv Michaela der kørte bilen, men hun var dog ikke påvirket nok til ikke at måtte køre. Mens jeg sad og tågede på bagsædet, ligesom de 2 andre piger ved siden af mig og Callie på forsædet, opdagede vi til vores store forskrækkelse at Michaela var kørt over i den forkerte vejbane, jeg råbte op, på dansk, at hun skulle vende om, de andre piger råbte også at hun skulle køre ind til siden og skynde sig den anden vej.

Michaela fik et chok og kørte hurtigt ind på en parkeringsplads der lå bag den country-danceclub vi havde været på tidligere.
Hun havde ikke tænkt over at hun var kørt forkert, fordi hun bare var fulgt efter en anden bil foran hende. Da vi var kommet over i den rigtige vejbane igen, kunne jeg ånde lettet op. Vi kørte lidt længere, og så kiggede jeg ud af vinduet og opdagede at bilen foran Michaela, var blevet stoppet af 3 politibiler og der var 2 mere på vej.
Da vi kørte forbi bilen i den anden vejbane og forbi politiet, kunne vi ånde lettet op igen, i starten kunne jeg ikke forstå hvorfor de gjorde sådan et stort nummer ud af det, vi var jo kommet hen i den rigtige vejbane igen. Men jeg havde glemt at vi alle kunne have fået kæmpe bøder for at have drukket og jeg ville sikkert få karantæne for at komme ind i USA i noget tid efter at have brudt en lov af åbenbart stor betydning.    

Begravelsen

Begravelsen

Hun sad der bare, musestille og med tårerne løbende ned ad kinderne. Jeg havde aldrig set hende sådan før. Jeg havde selvfølgelig heller aldrig været til en begravelse før. Manden i kisten havde altid været en god far, en god mand og en god farfar, og for mig havde han altid været en god morfar. Når jeg husker tilbage på dengang, hvor jeg var omkring de 6-7 år, er det ikke altid guld og grønne skove jeg husker bedst, faktisk er det lige modsat. Jeg husker hvordan man blev tvunget til at sove i det kolde gæsteværelse selvom, at man led af hjemve på højt plan - tvunget er måske så meget sagt, men dengang føltes det som tvang. Jeg husker hvordan jeg blev sat til at rense dueburer selvom, at jeg ikke engang var gammel nok til at kunne stå på en 4-5 meter høj stige. Den da i dag forstår jeg godt hvorfor jeg som den eneste blev smidt op til de burer, men dengang var det det værste jeg kunne blive sat til. Udover disse skrækkelige eksempler på en åndsvag barndom med spøjse bedsteforældre, husker man dog stadig de gode ting ved at have sådan en morfar. Der var altid rød sodavand og kage, min morfar var nemlig lastbilchauffør. Han læste godnathistorier med forskellige accenter i forhold til hvilken karakter der var i bogen. Min morfar var en god mand.

Men nu lå han altså der i kisten efter halvandet år med kemoterapi, indlæggelser og tidskrævende sygehusbesøg. Min mormor var ved at gå fra det hele indtil hun indså at det var hende der styrede hvordan det skulle gå med morfar. Når mormor kom hjem med overskud, fik morfar selv mere overskud. Da mormor fandt ud af at det var hende der styrede showet, valgte hun i stedet at hjælpe og bakke op omkring den ulykkelige situation hele familien var havnet i. Min mor mistede sin far, og mig og mine søskende mistede vores morfar. Hele situationen tog hårdt på vores lille familie, men med tankerne på at morfar på intet tidpunkt ville have ønsket at vi skulle sørge og lade hele vores hverdag falde til jorden, begyndte dét langsomt at hjælpe os med at komme over tabet. Han ville jo altid være i tankerne gemt og aldrig glemt.

Omkring to år efter at hele showet med min morfar, fandt jeg ud af at jeg på intet tidspunkt havde ladet mig græde ud over tabet. Med tankerne på resten af familien valgte jeg at være stærk og gemme følelserne. Det havde på ingen måde gjort noget godt, men det havde heller ikke været helt skidt. Jeg havde støttet min familie og havde nu også først indset hvad det ville sige at en person var død. Dette betød at man aldrig ville se personen igen, aldrig kunne høre stemmen igen og aldrig kunne være i tilværelsen med ham.

Rejsen

To sæt lange undertøj, et par joggingbukser og to højhalsede trøjer. Det er standardpåklædningen, når jeg skal på hundeslæde midt i december. Og dagen inden jeg skulle på min livs rejse, var ingen undtagelse. Der er ikke nogen bedre følelse i verden, end når man sidder der på slæden så frossen, at man kan mærke hvert hjerteslag, der pumper blodet rundt i kroppen, samtidig med at hjertet kæmper tappert for at holde den indre kropstemperatur på 37 grader. 

Ingenting – altting. Det er lige storslået hver gang, og det skulle jeg sige farvel til nu.  Jeg skulle til Danmark og læse statskundskab.  Sidste sommer blev jeg student, og jeg gik ud med det højeste gennemsnit på hele skolen, – jeg ved godt, jeg bor i Grønland, og gennemsnittet generelt er lavere her, men jeg er stadig stolt. Når man tænker på, at jeg kommer fra en fangerfamilie, – en af de sidste der er, synes jeg selv, det er ret sejt. Mine to brødre er begge fangere, og det samme er min storesøster, men da jeg er efternøler, og vores fangerfamilie er blevet sikret, fik jeg lov til at gå den mere akademiske vej.

Jeg rejste fra Grønland med en klump i maven. Min familie havde sparet alt sammen, så jeg kunne få en billet, og jeg vidste, at jeg ikke måtte skuffe. Jeg taler flydende dansk, og jeg er altid blevet set som en, der er mere dansk end grønlandsk, så jeg var virkelig forventningsfuld.

Min første dag i Danmark var fantastisk! Der er bare styr på det hele her i Danmark, og hvis jeg bliver syg, kan jeg både komme til en praktiserende læge og sygehuset (det har vi ligesom bare slået sammen hos os….).

Da jeg startede på universitetet, tænkte jeg, ”Jeg kan klare alt! Jeg er bare klar!” Min første time var politisk teori. Jeg kendte ingen, men jeg er opdraget til at være meget åben overfor mine medmennesker. Jeg satte mig derfor ved siden af en gruppe piger.

”Magt – hvad er det? spurgte læreren. Jeg tog hånden op, men pigen ved siden af mig slog den væk og tog sin egen op. Da hun blev taget, svarede hun lige så fint ”Magt er evnen til at få folk til at gøre noget andet, end hvad de ellers ville have gjort”. Jeg tænkte, at det nok var en fejl, – jeg mener, vi skal jo alle være her, men da lærerens opmærksomhed var blevet rettet mod nogle andre, kiggede hun på mig og sagde: ”Hør her asiat. Du skal passe dig selv, – jeg gider ikke at betalte din uddannelse! Skrub tilbage til Kina!”

Jeg var mundlam. Hvad er det for nogle mennesker, der har sådan en holdning til deres medmennesker? Jeg så på hende og sagde med tårer i øjnene: ”Jeg er faktisk grønænder og en del af rigsfællesskabet, hvilket vil sige at vi har samme dronning, og samtidig betaler jeg skat på lige fod med dig!”

Jeg så op, og auditoriet var helt stille, og alle øjne hvilede på mig. Jeg rejste mig op og ville gå, men min lærer afbrød mig og sagde, at jeg måtte forstå, dette ikke var Grønland, og at man altså kom her klokken otte hver morgen og var klar til at interagere med andre mennesker, der også selv lå på en vis akademisk standard, som man måtte forvente, at jeg vel også selv gjorde, – selvom at man jo faktisk havde specialpladser til folk som mig.

Nu var der pinlig tavshed i lokalet. Jeg hulkede,– min danske drøm var brast i tusind stykker. Jeg kiggede op og sagde: ”Hvad er i for nogle mennesker? Hvor er mangfoldigheden og forståelsen for jeres medmennesker? Hvis det er sådan nogle ting, ”folk som mig” skal lære at indordne sig efter, vil jeg hellere bare blive ved med at være grønlænder.  Jeg styrtede ud af lokalet og løb for fulde kræfter, indtil jeg pludselig stoppede.

Jeg vågnede på gulvet lettere omtåget, og da jeg åbnede øjnene, stod der en pige med hovedet bøjet  ind over mig og sagde undskyld, – hun hjalp mig op, og sagde at hun bare havde haft verden dårligste dag og sagde til sidst, ”jeg passer vist ikke ind på sådan en fin skole”. 

Måske er danskere slet ikke så slemme.

                                 DET ER MIN TUR

Kasper var skolens flotte fyr. Han vidste godt, at han var flot, for han fik det nemlig fortalt hver dag i skolen. Alle i skolen kaldte ham charmøren. På nær mig. Kasper og jeg var barndomsvenner, og vi var simpelhen uadskillelige. Vi kunne snakke om alt uden at lægge noget i det. Jeg så ham som kærestepotentiale, indtil den dag han inviterede mig med til det årlige vandbal.
Dette vandbal var den største begivenhed for alle elever på skolen. Det er også her, alle nærmest får en chance for at blive set som noget specielt og noget smukt. Kasper var 18 år og havde lige fået kørekort. Han suger pigerne til sig, som en magnet, og hvor ville jeg bare inderlig ønske at han bare ville afvise dem. En dag kom Kasper og sagde til mig, at han var kommet i forhold med sminkedukken Rosa, som gik i vores parallelklasse. Drengene elskede hendes store barm og hendes faste bagdel, men hun kan ikke en gang gange 7 med 4. Så jeg forstod virkelig ikke hvordan Kasper gad at være sammen med sådan en belastning.
Kasper var som forvandlet. Han gad ikke følges med mig hjem efter skole længere. Det var slut med at mødes på vejen for at gå vores daglige aftentur,  og vi skrev  ikke længere sammen som vi plejede. Han havde nu fundet sammen med Rosa, og den tid der før blev brugt på vores venskab blev nu brugt på biografture, spisesteder og diskoteker. Kasper  og Rosa var tit oppe at skændes. Kasper følte nemlig, han ikke fik nogen faglig modstand fra hende. Han var kørt lidt træt i det, men havde svært ved at vise sin utilfredshed over for sin lille kanin. Jeg ville altid lytte til ham, men til tider følte jeg mig også godt brugt. Som om jeg var hans lille sutteklud. Jeg nød at se ham brokke sig over Rosa. Jeg ønskede dem ikke sammen, da jeg ikke kunne se en balance I deres forhold. Men en dag skete der en drastisk ændring i deres forhold.  
Det var min 17-års fødselsdag. Mor havde købt en flot marineblå  skræddersyet kjole til mig, som jeg skulle bære til det årlige vandbal. Jeg blev så lykkelig. Denne kjole var simpelhen så flot, og jeg begyndte at fælde tårer. Jeg fik min lillesøster til at tage et rigtig godt billede af mig, som jeg kunne poste på min facebookprofil. Kasper likede det faktisk.  Mor vidste ikke, at  jeg ingen partner havde endnu, så derfor købte hun der her smukke kjole til mig, så jeg ikke skulle tænke så meget på at investere i en.

Sneen havde netop lagt sig som en hvid dyne på de grå skinbelagte fliser. Fuglene fløj væk og ned til varmen. Kasper og Rosa stod og diskuterede ved enden af vejen. Jeg havde lige været på biblioteket for at høre om de havde det nyeste bind af ”Fifty Shades of Grey’’. Jeg gik hurtigt forbi dem, da jeg kunne mærke en vis stilhed da jeg passerede dem. De begyndte så småt igen, og jeg hørte at det der var en fredelig diskussion, der havde udviklede sig et voldsomt skænderi.
Jeg tænkte jeg ville gå hen til dem for at høre om de var okay.
»Hvad laver I?«, spurgte jeg.
Rosa kiggede irriteret på mig og så hen på Kasper. Jeg havde tydeligvis skabt en pinligt tavshed mellem Rosa og Kasper, så jeg forblev stille.  Så sagde Kasper, at de bare lige diskuterede om noget.
»Hvem er hun?«, spurgte Rosa med et jaloux stift blik.
»Det er Sabrina«, svarede Kasper. Han kiggede på mig med rare øjne.
»Tsk!«, snerrede  Rosa  og kiggede på mig med fjendtlige øjne.
»Nå men jeg må vist videre, sagde jeg og vendte mig om. Men jeg havde skruet ned for mit headset, så jeg kunne stadig høre dem.  
»Hun var sgu ikke rigtig køn,«, sagde Rosa til Kasper.
»Men hun er rigtig sød, Rosa«, sagde Kasper.
»Okay«, svarede Rosa med en skarp stemme. »Glemte jeg at sige at hun er grim?«.
Kasper kiggede ned i jorden og mimede noget for sig selv.
Kasper ringede til mig senere på aften, men jeg tog den ikke. Jeg var så sur over det Rosa havde sagt, og at Kasper bare stod som et stort skilt mellem Rosa og jeg. Men Kasper havde lagt en besked på telefonsvaren. Jeg skruede ned for tv’et og afspillede meddelelsen; ”Hej Sabrina. Jeg er så ked af det du oplevede i dag. Jeg snakkede med Rosa og jeg gjorde det forbi i dag. Jeg har det fint med det at jeg sagde fra.  Men Sabrina, jeg ved godt at det er lidt mærkeligt det jeg skal til at spørge om. Men vil du være min gallapartner?”.  Jeg ringede ham op med det samme, men han tog den ikke. Jeg var splittet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Kasper var min bedste ven, men jeg havde altid haft ubevidst et lille ’’crush’’ på ham, men jeg ville aldrig fortælle det til ham.
Men så strejfede en tanke mig; ’’ Jeg er ikke hans lille sutteklud eller hans reserve.
’’Nu er det min tur!’’.

TIL Kasper FRA din hemmelige beundrer.

Min hidsigprop - litterær selfie

Min hidsigprop

Historien om en jaloux storesøster, en hidsig lillesøster og et svært handicap

Jeg glemmer aldrig den dag, mine forældre fortalte mig, at jeg skulle være storesøster. Tanja, skulle hun hedde. Jeg kan huske, at jeg synes, at det var dybt uretfærdigt, at hun skulle hedde Tanja. Hun skulle have et ligeså grimt og mærkeligt navn som mig og ikke sådan et flot et. Men da hun endelig kom til verden, kunne jeg ikke være mere lykkelig. Tanja havde de frækkeste lyse krøller, og jeg syntes, at hun var den sødeste lille pige i verden. Men Tanja var ikke ligesom alle andre. Hun kunne blive meget sur og hidsig – b.la. over sine krøller.
Jeg glemmer aldrig den ferie, hvor naboen kom og bankede på og spurgte om alt var okay. Min søster havde skreget uafbrudt i over en time over en lille konflikt med min mor, og mine forældre kunne slet ikke køle hende ned igen. Da hun blev ved med at skabe sig, og der næsten var fråde omkring munden på hende, udbrød naboen, at hun altså ville tilkalde politiet, hvis det ikke stoppede, for det var da ikke helt normalt! Vi havde mange ture med min søster. Hun kunne skrige i timevis over ingen verdens nytte, og lige meget hvor tålmodige mine forældre var, var det som om, hun var sur, bare for at være sur. Som om hun elskede den opmærksomhed, hun fik ved at ligge der og rode rundt på gulvet som en eller anden sprællende fisk. 

Som 8-årig fik min søster konstateret ADD, som er en sygdom, hvor man kan have svært ved at koncentrere sig. Når man har ADD, foregår der en indadvendt hyperaktivitet, såsom koncentrationsbesvær, uro og tanke-rastløshed, hvilket passede perfekt til Tanjas adfærd. Det var både en lettelse og en udfordring for mine forældre. Lige pludselig var der en grund til, hvorfor Tanja var, som hun var – den sødeste søster i hele verden, men til gengæld til tider også den mest irriterende. Da mine forældre fik øjnene op for sygdommen, skete der mange ting. Tanja skulle begynde på en masse medicin og den mest typiske medicin, kunne min søster selvfølgelig ikke tåle. Vi prøvede med mange forskellige typer medicin i løbet af årene, men intet virkede. Tanja startede til psykolog, og nogle gange blev jeg også revet med. Jeg kan huske, at jeg sagde, at Tanja fik meget opmærksomhed, og det eneste, som jeg ønskede mig, var egentlig bare en kattekilling. Det havde jeg ønsket mig i lang tid, og det endte faktisk med, at jeg fik én – samtalen med psykologen havde vist ikke været helt fortrolig alligevel. Som årene gik, lærte jeg at leve med Tanjas opmærksomhed. Tit fik Tanja sin vilje fremfor mig, for det var lettere at gøre Stina skuffet end Tanja skuffet. Tanja fik også visse privilegier. Privilegier som for mig sluttede i 1. klasse, men som Tanja stadig har den dag i dag. Hun kan ikke bare kastes ud i det og bliver nødt til at blive passet på hele tiden.
Undskyldningen var som altid ”Jamen Stina! Tanja har jo ADD!” Hun blev pakket ind i en lille kasse, og jeg syntes, at det var synd. Der var mange ting, hun ikke turde, fordi hun fortalte sig selv, at det var jo fordi hun havde ADD. Tit havde jeg bare lyst til at råbe ”Ja eller så er det fordi, at det er røv-nederen at tage bussen og at du ikke gider – men det gør vi andre sgu heller ikke!”
Jeg har dog den dag i dag lært, at Tanja har brug for den omklamring og at tingene skal tages stille og roligt. Jeg har lært, at selvom Tanja og jeg er søskende, er vi vidt forskellige, og det bliver jeg nødt til at acceptere. Jeg har lært at se positivt på tingene, for selvom Tanja har en masse privilegier, er der en masse ting, jeg tilgengæld har dobbelt så nemt ved, som Tanja måske aldrig bliver i stand til. Så selvom Tanja kan gå fra en smilende glad pige til en sur hidssigprop på nul komma fem, så er hun heldigvis min hidsigprop – og ingen andres!
Tanja ville ikke være min søster uden sygdommen, for det gør hende, til den hun er; nemlig verdens bedste søster.

Fiskefjæs

Det var endnu en helt almindelig dag på arbejdet. Der havde været godt med kunder i løber af dagen, og butikken var ved at være tom. Den lille velkendte dørklokke ringede, ind ad døren kom en ung mand. Han havde stor sort joggingbukser på med et rødt bulldoglogo på. Han minde mig om en, jeg ville kalde for ”hårtype”, en type jeg normalt ikke ville omgås.

Men hans udstråling og ansigt hang ikke sammen med resten af ham. Hans udstråling var positiv, han virkede venlig og snakkede pænt til mig. Jeg kunne ikke lade hver med, at smile hver gang jeg kiggede på ham, hans ansigt minde mig utroligt meget om en fisk. Han havde det vildeste fiskefjæs.

” jeg kunne godt tænkte mig en jordbærkage, og de her to”, Sagde han, og satte to cola han havde taget fra køleskabet op på disken. Jeg smilede pænt ” Er der ellers andet jeg kan hjælpe med”, spurgte jeg lige så pænt. Han smilede ” Øhm jaaaa det ved jeg nu ikke helt”. Han begyndte at gå stille og roligt rundt i den lille butik.

Jeg kiggede op på uret, og så at klokken var ved at være fem. Jeg kunne næsten ikke vente med at få fiskefjæset ud af butikken, så jeg kunne lukke og komme hjem.

Efter lang tid sagde han ” ej jeg tager bare de to colaer og jordbærkagen”. Jeg smilede pænt og tastede priserne ind på kasseapparatet.

” ej nej nej jeg har glemt min pung, jeg bliver lige nød til at gå hjem og den. Vil du sætte jordbærkagen til side?”.

Jeg nikkede lige så pænt, og ude af døren var han. Jeg begyndte lige så småt at lukke butikken sammen.

Klokken var 17:40 da den lille dørklokke igen ringede, det var fiskefjæset der var kommet tilbage.

” GIV MIG PENGENE”.

Han stod med en stor brødkniv lige op i hovedet på mig. Jeg stirrede mærkeligt på kniven, jeg forstod ikke helt hvad der foregik.

” Hvad”.

”GIV MIG PENGENE”. Gentog han.

Hele min krop begyndte at ryste, og jeg fik svært ved at tale. Jeg nåede at trykke forkert på kasseapparater 30 gange inden jeg fik åbnet rummet med pengene. Jeg rakte ham pengene med rystende hænder. Fiskefjæset hev pengene ud ad hånden på mig, og væk var han.

Jeg ringede grædende til min chef og derefter min mor. Der varede ikke mange minutter, før mine forældre stod ved min side i bageren. De ringede til politiet med det samme.

Politiet fangede fiskefjæset på Tølløse Station i gang med at spise pølser.

Nogle dage efter røveriet ringede min telefon, det var politiet. Fiskefjæset havde fået 3 måneders fængsel. Politimanden fortalte mig også at fiskefjæset havde begået røverriet, fordi han skyldte penge for stoffer.

Jeg havde blandede følelser med det den gang og har det stadig den dag i dag. 3 måneder er ikke længe, i forholdet til hvad han udsatte mig for. Men jeg kan godt sætte mig ind i hvorfor han gjorde det. Han gjorde det af frygt.

Jeg hader ham stadig den dag i dag, men ønsker ham en lys fremtid uden stoffer. Alle fortjener en chance til. 

Rikke og jeg.

Da jeg gik i 4. klasse, gik jeg på en lille skole ude på landet, hvor alle kendte alle. Jeg var ikke just klassens populære pige, men jeg gik godt i spænd med alle, jeg havde mine bedste venner og mine bedste veninder i den klasse. Der var i starten ikke nogen outsidere eller upopulære elever i klassen, vi var jo alle sammen vokset op sammen de sidste 4-5 år, og mange af os havde også gået i børnehave sammen, så der var en stærk følelse af fællesskab, og alle var accepteret.

En dag fik vi en besked af vores klasselære John, John var en venlig dansk lære i midten af 50’erne, han var lidt en slags bedstefar for klassen – alle var glade for ham. Han fortalte os at vi fik en ny elev i klassen, at hun hed Rikke, og at hun skulle starte dagen efter. Vi havde aldrig fået en ny elev ind i klassen før, så vi var meget spændte.

Dagen efter kom Rikke så, og hun var ikke som vi havde forventet. Hun var ikke særligt køn, hun var faktisk direkte grim, hun talte mærkeligt og hun var meget indadvendt. Jeg kan huske hvad jeg selv tænkte, ”ej hende der, hende gider jeg ikke lege med”, og jeg tror de fleste af mine klassekammerater tænkte det samme. Rikke blev drillet lidt, men mest af alt bare holdt uden for. Jeg havde aldrig selv været den dominerende type, jeg var selv lidt genert, så jeg stod aldrig forrest når vi drillede Rikke, og jeg sagde aldrig selv noget til hende, men jeg var der og jeg var en del af det.

Og de første par uger efter Rikke startede, var det bare sådan det var, hun blev klassens outsider. Efter noget tid begyndte hun at gemme sig i frikvarterene, og så tog John affære, han tog en fælles snak med klassen om hvad mobning var, og forsøgte at få os til at være venligere mod Rikke, f.eks. bad han os alle sammen om at sige én sød ting om Rikke – det blev meget akavet og falskt, og det gjorde kun fokusset på Rikke større, på en negativ måde. Ingen kunne lide hende nu.

En dag, måske en måned efter Rikke var startet, i efterårsferien, cyklede jeg tur på min vej alene, der var ikke nogen der kunne lege, så jeg var lidt mut og cyklede bare rundt. Jeg cyklede ned på legepladsen, som var tom, bortset fra en pige der sad nede bagerst på legepladsen og tegnede med kridt. Jeg lagde min cykel på jorden, kravlede over det lave stakit til legepladsen og gik langsomt ned mod hende. Jeg kedede mig, og jeg ville gerne lege med nogen. Til min store overraskelse var den pige Rikke. Hun var åbenbart flyttet ned på vejen lige efter min, uden jeg overhovedet vidste det, ingen havde jo spurgt hende om hvor hun boede. Jeg overvejede stærkt at vende om da jeg så at det var hende, men hun havde allerede set mig, så jeg syntes det var akavet. Hun kiggede bare på mig, og jeg sagde af næsten ren reaktion bare ”hej”, hun svarede ikke, jeg ved ikke engang om hun hørte mig. Jeg begyndte at gynge lidt, og til sidst, af ren kedsomhed og nysgerrighed, gik jeg hen til Rikke og spurgte hvad hun lavede. En ting førte til den anden, og vi begyndte at lege sammen, vi havde det faktisk sjovt. Jeg havde jo ikke noget personligt imod Rikke, jeg havde bare fået et dårligt førstehåndsindtryk, og derefter var presset fra klassen for stort til at nogen, inklusive mig selv, gad give hende en chance.

Hele efterårsferien legede mig og Rikke sammen, og jeg kunne godt lide hende. Hun var ikke som mine bedste veninder, men jeg hyggede mig med hende, og hun behandlede mig rigtig godt, hun delte sit slik med mig og hun gav mig en af hendes bedste Diddl papirer, som de fleste dengang samlede på. Hun var så lykkelig for min accept, og hun turde ikke miste den.

Efter ferien, da vi startede i skole, var jeg dybt forvirret. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til Rikke eller til de andre i klassen, jeg var bange for at de andre ville holde mig uden for hvis de vidste at jeg havde leget med Rikke. Men på trods af det, snakkede jeg til hende som jeg nu plejede efter jeg havde lært hende at kende, og i frikvarteret spurgte jeg de andre piger om Rikke måtte være med. Jeg havde simpelthen ikke hjertet til at ignorere Rikke som før, efter vi havde knyttet et bånd sammen over ferien. De andre piger var lidt skeptiske, men de tog mit ord på at det nok skulle blive sjovt, og det blev det.

Efter det, blev Rikke langsomt lukket ind i fælleskabet, hun blev ikke drillet mere og selvom drengene stadig ikke kunne lide hende, så blev hun ikke holdt lige så meget udenfor. Og selvom det for de andre elever i min klasse måske har virket som en naturlig overgang, at en fremmed langsomt bliver lukket ind i fælleskabet, så lærte jeg noget meget vigtigt: at man altid skal give folk en chance, og at den mindste gode gerning fra din side, kan ændre hele tilværelsen for en anden.

Når man ikke kan sammen

Når man ikke kan sammen

Jeg var omkring 11 år gammel da snakken om skilsmisse mellem min far og hans kæreste for alvor kom på tale.  Egoistisk. Tænk at man frivilligt ødelægger en familie uden at tænke på konsekvenserne for de øvrige familiemedlemmer. Hvad skulle jeg gøre hvis de blev skilt? Vi blev i så fald nødt til at bo hos farmor og farfar, det ville også være hyggeligt, tænkte jeg. Hvad med min skole? 

Far havde allerede taget mig væk fra mine trygge omgivelser, venner og skole én gang før, og jeg ville bestemt ikke igennem samme smøre igen. Skænderierne og tårerne ned af mine kinder fulgtes som en parallel kurve og jo mere de skændes, des mere had til min far fik jeg opbygget. Året efter gik de fra hinanden, og min far og jeg flyttede i ind i en lille 3-værelses lejelighed nær Kerteminde – tilbage hvor vi kom fra. 

Som årene er gået, har tingene ændret sig på naturlig vis. Jeg har altid fortrukket at være sammen med drenge frem for alt det pigefnidder og da jeg startede på gymnasiet, kom jeg ind i en lille drengegruppe bestående af 3 vidt forskellige drenge: Christian, Sofus-selvsikker som jeg kalder ham, og til sidst Iskolde-Ivan der bestemt ikke er bange for at ytre sin mening. En dag efter skole tog vi hjem til Sofus, og som i enhver anden gruppe snakker vi om basale teenageting såsom kærester, fodbold og byture hvoraf det første var dagens vendepunkt.

»Christian, hvordan er situationen egentlig mellem dig og Hannah lige nu?« spurgte jeg nysgerrigt. 

»Jeg ved det virkelig ikke. Jeg vil gerne være sammen med hende, og så alligevel ikke. Jeg kan godt se at det her forhold bestemt ikke er godt for mig«

Stakkels Christian. Hvor ville jeg dog ønske at de slog op så han kunne blive glad igen. Hvorfor være sammen når man ikke kan sammen? Slå nu bare op, for helvede.

»Det er da ligeså meget synd for Hannah? Hvor er du mega egoistisk, I er da lige gode om det« sagde Ivan mens han rynkede bryn og smilede skævt.

Egoistisk. Er Christian virkelig egoistisk? Det ord havde jeg været bekendt med før.

Pludselig var det som om jeg blev hevet 7 år tilbage i tiden og stod og så på min far og papmor råbe af hinanden tværs gennem stuen, og så slog det mig. Hvorfor være sammen når man ikke kan sammen? 7 år tilbage tænkte jeg kun på hvordan jeg ville have det hvis de gik fra hinanden, men jeg må have været for lille til at forstå at min far var ulykkelig – ligsom Christian.