Rikke og jeg.

Da jeg gik i 4. klasse, gik jeg på en lille skole ude på landet, hvor alle kendte alle. Jeg var ikke just klassens populære pige, men jeg gik godt i spænd med alle, jeg havde mine bedste venner og mine bedste veninder i den klasse. Der var i starten ikke nogen outsidere eller upopulære elever i klassen, vi var jo alle sammen vokset op sammen de sidste 4-5 år, og mange af os havde også gået i børnehave sammen, så der var en stærk følelse af fællesskab, og alle var accepteret.

En dag fik vi en besked af vores klasselære John, John var en venlig dansk lære i midten af 50’erne, han var lidt en slags bedstefar for klassen – alle var glade for ham. Han fortalte os at vi fik en ny elev i klassen, at hun hed Rikke, og at hun skulle starte dagen efter. Vi havde aldrig fået en ny elev ind i klassen før, så vi var meget spændte.

Dagen efter kom Rikke så, og hun var ikke som vi havde forventet. Hun var ikke særligt køn, hun var faktisk direkte grim, hun talte mærkeligt og hun var meget indadvendt. Jeg kan huske hvad jeg selv tænkte, ”ej hende der, hende gider jeg ikke lege med”, og jeg tror de fleste af mine klassekammerater tænkte det samme. Rikke blev drillet lidt, men mest af alt bare holdt uden for. Jeg havde aldrig selv været den dominerende type, jeg var selv lidt genert, så jeg stod aldrig forrest når vi drillede Rikke, og jeg sagde aldrig selv noget til hende, men jeg var der og jeg var en del af det.

Og de første par uger efter Rikke startede, var det bare sådan det var, hun blev klassens outsider. Efter noget tid begyndte hun at gemme sig i frikvarterene, og så tog John affære, han tog en fælles snak med klassen om hvad mobning var, og forsøgte at få os til at være venligere mod Rikke, f.eks. bad han os alle sammen om at sige én sød ting om Rikke – det blev meget akavet og falskt, og det gjorde kun fokusset på Rikke større, på en negativ måde. Ingen kunne lide hende nu.

En dag, måske en måned efter Rikke var startet, i efterårsferien, cyklede jeg tur på min vej alene, der var ikke nogen der kunne lege, så jeg var lidt mut og cyklede bare rundt. Jeg cyklede ned på legepladsen, som var tom, bortset fra en pige der sad nede bagerst på legepladsen og tegnede med kridt. Jeg lagde min cykel på jorden, kravlede over det lave stakit til legepladsen og gik langsomt ned mod hende. Jeg kedede mig, og jeg ville gerne lege med nogen. Til min store overraskelse var den pige Rikke. Hun var åbenbart flyttet ned på vejen lige efter min, uden jeg overhovedet vidste det, ingen havde jo spurgt hende om hvor hun boede. Jeg overvejede stærkt at vende om da jeg så at det var hende, men hun havde allerede set mig, så jeg syntes det var akavet. Hun kiggede bare på mig, og jeg sagde af næsten ren reaktion bare ”hej”, hun svarede ikke, jeg ved ikke engang om hun hørte mig. Jeg begyndte at gynge lidt, og til sidst, af ren kedsomhed og nysgerrighed, gik jeg hen til Rikke og spurgte hvad hun lavede. En ting førte til den anden, og vi begyndte at lege sammen, vi havde det faktisk sjovt. Jeg havde jo ikke noget personligt imod Rikke, jeg havde bare fået et dårligt førstehåndsindtryk, og derefter var presset fra klassen for stort til at nogen, inklusive mig selv, gad give hende en chance.

Hele efterårsferien legede mig og Rikke sammen, og jeg kunne godt lide hende. Hun var ikke som mine bedste veninder, men jeg hyggede mig med hende, og hun behandlede mig rigtig godt, hun delte sit slik med mig og hun gav mig en af hendes bedste Diddl papirer, som de fleste dengang samlede på. Hun var så lykkelig for min accept, og hun turde ikke miste den.

Efter ferien, da vi startede i skole, var jeg dybt forvirret. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til Rikke eller til de andre i klassen, jeg var bange for at de andre ville holde mig uden for hvis de vidste at jeg havde leget med Rikke. Men på trods af det, snakkede jeg til hende som jeg nu plejede efter jeg havde lært hende at kende, og i frikvarteret spurgte jeg de andre piger om Rikke måtte være med. Jeg havde simpelthen ikke hjertet til at ignorere Rikke som før, efter vi havde knyttet et bånd sammen over ferien. De andre piger var lidt skeptiske, men de tog mit ord på at det nok skulle blive sjovt, og det blev det.

Efter det, blev Rikke langsomt lukket ind i fælleskabet, hun blev ikke drillet mere og selvom drengene stadig ikke kunne lide hende, så blev hun ikke holdt lige så meget udenfor. Og selvom det for de andre elever i min klasse måske har virket som en naturlig overgang, at en fremmed langsomt bliver lukket ind i fælleskabet, så lærte jeg noget meget vigtigt: at man altid skal give folk en chance, og at den mindste gode gerning fra din side, kan ændre hele tilværelsen for en anden.