Ethvert barns mareridt
Vi var til familiefødselsdag hos min farmor og farfar en lørdag aften, hvor min tante og onkel fortalte om, hvordan min kusine var blevet væk i Fætter BR dagen før. Mine forældre fortalte med stolthed i stemmen: ”Cecilie går aldrig så langt væk, at hun ikke kan se os”, hvilket jeg da heller aldrig havde gjort, eller det vil sige, at det havde jeg aldrig gjort lige indtil en uges tid efter, da vi skulle i Bilka og handle.
Vi gik rundt i Bilka og jeg følte mig en anelse overvældet over mængden af mennesker, men fulgte alligevel trofast efter min mor, far og lillebror, som sad i vognen og legede med sin nye traktor, som han lige havde lokket ud af min far nede i Fætter BR eller rettere skreget ud af min far. Det var en pinlig oplevelse for os alle, for min bror skreg, når han ikke fik sin vilje, og for det meste endte min far med at give sig. Simpelthen af den grund, at det til sidst blev for pinligt for os alle, for selv hvis han blev hevet ud af butikken, skreg han videre, og lod vi ham blive, smed han sig ned på gulvet, kastede sig rundt og lavede så stor en scene som overhovedet muligt til han fik sin vilje. Dette skete også den dag vi skulle i Bilka.
Jeg var en lille, spinkel og lyshåret pige med blomsterspænde i håret, som troligt og glad fulgte efter mine forældre. Undtagen lige den dag. Jeg stod og kiggede på legetøj med min lillebror, hvor jeg stod og kiggede på en Barbiebil, som var rød som en rose og kæmpe stor, men alt for dyr til at jeg måtte få den med hjem. Jeg stod længe og kiggede på den store Barbiebil som om, at jeg måske ville få lov til at få den, hvis jeg stirrede længe nok. Pludselig var min lillebror væk, og det samme var mine forældre. Umiddelbart gik jeg ikke i panik til at starte med, men da jeg først havde gået rundt i samtlige af legetøjsgangene i Bilka, begyndte panikken med raske skridt at sprede sig inden i mig. Jeg begyndte at græde som et vandfald og en venlig ældre dame havde set mig gå forvildet rundt og kalde efter min mor og far. Hun kom over til mig:
”Er du blevet væk lille ven? ”
”Jeg kan ikke finde min mor og far”, fik jeg efter noget tid hulket frem.
”Jamen, så kom du med mig, så finder vi din mor og far”, og jeg fulgte lidt mistroisk med damen, men jeg tænkte, at det vel var min bedste chance. Hun tog mig med op i informationen, hvor de spurgte ind til hvad jeg hed, hvornår jeg havde fødselsdag og hvad min mor og far hed. Igen fik jeg lige med nød og næppe stammende hulket svarene frem til den rare dame i informationen, som tog sig af mig. ”Jeg efterlyser forældrene Karina og Peter Green, til en lille pige ved navn Cecilie Green. Hun befinder sig i informationen” og ikke ret lang tid efter, selvom det føltes som evigheder, kom mine forældre løbende med deres fulde indkøbsvogn og min lillebror i den.
Jeg var lige netop stoppet med at græde, men da jeg så min mor og far blev jeg så glad, at jeg endnu engang græd som pisket, men denne gang bare af glæde over at se dem igen. Som lille er man jo næsten overbevist om, at det er sidste gang man har set sin mor og far, og den tanke fik mig hylet helt ud af den, så jeg var næsten ikke til at få stoppet igen. Jeg endte med at få lov til at vælge en ting på legetøjshylden, dog ikke Barbiebilen som jeg gerne ville have, men i stedet fik jeg en Barbiedukke.
Siden den dag gik jeg aldrig længere væk end jeg altid kunne se mine forældre, og jeg slap meget sjældent et øje fra dem.
Vi var til familiefødselsdag hos min farmor og farfar en lørdag aften, hvor min tante og onkel fortalte om, hvordan min kusine var blevet væk i Fætter BR dagen før. Mine forældre fortalte med stolthed i stemmen: ”Cecilie går aldrig så langt væk, at hun ikke kan se os”, hvilket jeg da heller aldrig havde gjort, eller det vil sige, at det havde jeg aldrig gjort lige indtil en uges tid efter, da vi skulle i Bilka og handle.
Vi gik rundt i Bilka og jeg følte mig en anelse overvældet over mængden af mennesker, men fulgte alligevel trofast efter min mor, far og lillebror, som sad i vognen og legede med sin nye traktor, som han lige havde lokket ud af min far nede i Fætter BR eller rettere skreget ud af min far. Det var en pinlig oplevelse for os alle, for min bror skreg, når han ikke fik sin vilje, og for det meste endte min far med at give sig. Simpelthen af den grund, at det til sidst blev for pinligt for os alle, for selv hvis han blev hevet ud af butikken, skreg han videre, og lod vi ham blive, smed han sig ned på gulvet, kastede sig rundt og lavede så stor en scene som overhovedet muligt til han fik sin vilje. Dette skete også den dag vi skulle i Bilka.
Jeg var en lille, spinkel og lyshåret pige med blomsterspænde i håret, som troligt og glad fulgte efter mine forældre. Undtagen lige den dag. Jeg stod og kiggede på legetøj med min lillebror, hvor jeg stod og kiggede på en Barbiebil, som var rød som en rose og kæmpe stor, men alt for dyr til at jeg måtte få den med hjem. Jeg stod længe og kiggede på den store Barbiebil som om, at jeg måske ville få lov til at få den, hvis jeg stirrede længe nok. Pludselig var min lillebror væk, og det samme var mine forældre. Umiddelbart gik jeg ikke i panik til at starte med, men da jeg først havde gået rundt i samtlige af legetøjsgangene i Bilka, begyndte panikken med raske skridt at sprede sig inden i mig. Jeg begyndte at græde som et vandfald og en venlig ældre dame havde set mig gå forvildet rundt og kalde efter min mor og far. Hun kom over til mig:
”Er du blevet væk lille ven? ”
”Jeg kan ikke finde min mor og far”, fik jeg efter noget tid hulket frem.
”Jamen, så kom du med mig, så finder vi din mor og far”, og jeg fulgte lidt mistroisk med damen, men jeg tænkte, at det vel var min bedste chance. Hun tog mig med op i informationen, hvor de spurgte ind til hvad jeg hed, hvornår jeg havde fødselsdag og hvad min mor og far hed. Igen fik jeg lige med nød og næppe stammende hulket svarene frem til den rare dame i informationen, som tog sig af mig. ”Jeg efterlyser forældrene Karina og Peter Green, til en lille pige ved navn Cecilie Green. Hun befinder sig i informationen” og ikke ret lang tid efter, selvom det føltes som evigheder, kom mine forældre løbende med deres fulde indkøbsvogn og min lillebror i den.
Jeg var lige netop stoppet med at græde, men da jeg så min mor og far blev jeg så glad, at jeg endnu engang græd som pisket, men denne gang bare af glæde over at se dem igen. Som lille er man jo næsten overbevist om, at det er sidste gang man har set sin mor og far, og den tanke fik mig hylet helt ud af den, så jeg var næsten ikke til at få stoppet igen. Jeg endte med at få lov til at vælge en ting på legetøjshylden, dog ikke Barbiebilen som jeg gerne ville have, men i stedet fik jeg en Barbiedukke.
Siden den dag gik jeg aldrig længere væk end jeg altid kunne se mine forældre, og jeg slap meget sjældent et øje fra dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar