”Selv de dårlige dage”

Nanna

Klokken er næsten 16.00 fredag eftermiddag. Jeg sidder i bussen der er alt for sent på den. Trafikken er vild her til eftermiddag, folk kører vanvittigt og tænker kun på at komme hjem og holde weekend. Bussen er proppet med mennesker. Stemningen i bussen er ikke god. Folk beklager sig over at vi er for sent på den, at bussen ikke kører ordentligt eller noget helt tredje. Jeg kan selv mærke at mit humør bliver endnu dårligere end det var i forvejen. Hele min dag har været uheldig og dårlig.

Jeg stod alt for sent op, hvilket allerede ødelagde mit humør fra morgenstunden af. Mit humør gik selvfølgelig ud over min mor, hvilket resulterede i en diskussion. Jeg måtte cykle alt hvad jeg kunne i skole, selvom jeg allermest bare havde lyst til at cykle hjem igen, for jeg følte virkelig det her bare var en dag hvor jeg skulle blive hjemme i sengen.

Endelig stopper bussen ude foran mit arbejde. Jeg skynder mig at løbe over vejen og ind og klæde om til mit sorte arbejdstøj, som er et krav at vi har på, på mit arbejde på Sunset Boulevard. Jeg er forsinket på den, og jeg kan mærke det irriterer min kollega. Jeg undskylder og føler en skyldfølelse. Hvis det bare ikke havde været for den lorte bus, men hvad havde jeg forventet? Selvfølgelig var den forsinket, lige den dag jeg havde mindst brug for det.

På arbejdet har vi en ny medarbejder, som jeg har fået til opgave at lære op. Allerede fra da jeg møder ind på arbejdet, vælter det ind med mennesker. Det er fredag,  og folk orker nok ikke at lave mad. De vil bare holde weekend og slappe af. Travlheden fortsætter et par timer, og jeg glæder mig bare mere og mere til klokken bliver 23,  og jeg kan komme hjem og holde weekend og ligge i min seng.

Da travlheden har lagt sig og der ikke er lang tid igen til lukketid, kommer der en kvinde ind i restauranten. Hun har en fin stram og lang nederdel på, tilhørende en skjorte og en blazer udover, hun har en aura og attitude der får hende til at ligne en succesfuld forretningskvinde. Men hun ser træt ud og ligner en der har haft en ligeså dårlig dag som mig. Jeg går pænt hen til kassen og spørger hende hvad jeg kan hjælpe hende med. Hun svarer med en attitude der er nedtrykt og som om alting bare er lige meget; ”Bare noget godt mad der kan redde min dag. Jeg kommer direkte fra sygehuset hvor min mand ligger, så jeg har bare brug for den største burger. Kan du lave det til mig? ” Jeg tænker at hun har brug for opmuntring og svarer tilbage at hun bare skal sætte sig ned, så kommer jeg med noget mad til hende.

Jeg får lavet en lækker burger og skriver en lille note på en serviet til hende. Håber du vågner op i morgen og får en rigtig dejlig dag J  Da jeg skriver den seddel flyver mine tanker rundt. Jeg har selv haft en dårlig dag, men hvorfor? Fordi jeg stod for sent op, fordi tingene ikke lige gik efter mit hoved. Det skal da ikke ødelægge ens dag, når der sker forfærdelige ting for andre mennesker.

Jeg lægger sedlen på bakken og går ned til hende med den samt en stor cola. Jeg smiler til hende og siger velbekomme. Efter noget tid da jeg går rundt og gør rent og tørrer borde og stole af ude i restauranten, mærker jeg en hånd på min ryg. Jeg vender mig og der står kvinden med et oprigtigt smil og siger ordene; ”Tak fordi du reddede min ellers så lange dårlige dag. Her vil jeg helt sikkert komme igen! ”

Jeg følger hende med øjnene da hun går ud af restauranten, og det eneste jeg tænker er, at hun skulle have tak fordi hun reddede min dag. Hun reddede den ved at få mig til at indse at selv de dårlige dage skal vi smile.