Begravelsen

Begravelsen

Hun sad der bare, musestille og med tårerne løbende ned ad kinderne. Jeg havde aldrig set hende sådan før. Jeg havde selvfølgelig heller aldrig været til en begravelse før. Manden i kisten havde altid været en god far, en god mand og en god farfar, og for mig havde han altid været en god morfar. Når jeg husker tilbage på dengang, hvor jeg var omkring de 6-7 år, er det ikke altid guld og grønne skove jeg husker bedst, faktisk er det lige modsat. Jeg husker hvordan man blev tvunget til at sove i det kolde gæsteværelse selvom, at man led af hjemve på højt plan - tvunget er måske så meget sagt, men dengang føltes det som tvang. Jeg husker hvordan jeg blev sat til at rense dueburer selvom, at jeg ikke engang var gammel nok til at kunne stå på en 4-5 meter høj stige. Den da i dag forstår jeg godt hvorfor jeg som den eneste blev smidt op til de burer, men dengang var det det værste jeg kunne blive sat til. Udover disse skrækkelige eksempler på en åndsvag barndom med spøjse bedsteforældre, husker man dog stadig de gode ting ved at have sådan en morfar. Der var altid rød sodavand og kage, min morfar var nemlig lastbilchauffør. Han læste godnathistorier med forskellige accenter i forhold til hvilken karakter der var i bogen. Min morfar var en god mand.

Men nu lå han altså der i kisten efter halvandet år med kemoterapi, indlæggelser og tidskrævende sygehusbesøg. Min mormor var ved at gå fra det hele indtil hun indså at det var hende der styrede hvordan det skulle gå med morfar. Når mormor kom hjem med overskud, fik morfar selv mere overskud. Da mormor fandt ud af at det var hende der styrede showet, valgte hun i stedet at hjælpe og bakke op omkring den ulykkelige situation hele familien var havnet i. Min mor mistede sin far, og mig og mine søskende mistede vores morfar. Hele situationen tog hårdt på vores lille familie, men med tankerne på at morfar på intet tidpunkt ville have ønsket at vi skulle sørge og lade hele vores hverdag falde til jorden, begyndte dét langsomt at hjælpe os med at komme over tabet. Han ville jo altid være i tankerne gemt og aldrig glemt.

Omkring to år efter at hele showet med min morfar, fandt jeg ud af at jeg på intet tidspunkt havde ladet mig græde ud over tabet. Med tankerne på resten af familien valgte jeg at være stærk og gemme følelserne. Det havde på ingen måde gjort noget godt, men det havde heller ikke været helt skidt. Jeg havde støttet min familie og havde nu også først indset hvad det ville sige at en person var død. Dette betød at man aldrig ville se personen igen, aldrig kunne høre stemmen igen og aldrig kunne være i tilværelsen med ham.