En bytur der har givet ar for livet

Jeg har aldrig været den helt store fan af at drikke mig fuld og tage i byen i weekenderne, eller dvs. at jeg aldrig havde prøvet det før min 18-års fødselsdag. Mine veninder har altid været vilde med at tage i byen. De begyndte allerede at tage i byen som 14-årige med falske ID og sprut inden under jakken. Mine forældre forbød mig altid at tage med dem, og inderst inde turde jeg heller ikke. Selv 3 år efter som 17- næsten 18-årig var jeg derhjemme hver weekend, imens pigerne var ude at hygge sig. Jeg led af en mild form for angst, så jeg brød mig ikke om at omgås mange mennesker. Eller mørke…

Jeg vågner ved lyden af fødselsdagssang og papirflag der flagrer. Mine forældre, storesøster og lillebror står for enden af min seng og kigger smilende på mig, mens de synger den klassiske sang for fødselsdagsbarnet. Jeg får et sus i maven – jeg bliver 18 år i dag! Tanken om min 18-års fødselsdag jeg skal holde senere på dagen for min familie og veninder, giver mig sommerfugle i maven, og jeg skynder mig at rejse mig fra sengen. Jeg glæder mig som et lille barn glæder sig til juleaften.
Det er lørdag, så jeg har næsten hele dagen til at pynte op og gøre mig lækker- og 18-års-agtig.

Tiden løber, og gæsterne begynder så småt at træde ind ad døren til vores hus. Da jeg ser mine veninder ankomme, kommer jeg straks til at tænke på min første bytur, der venter et par timer senere. Det gør mig nervøs at tænke på, men jeg er alligevel meget spændt på, hvordan det bliver.

Der er kun 3 shots tilbage af de 18 jeg har fået. Puha, jeg kan snart ikke mere. Mit hoved snurrer, og mine ben er ustabile. Jeg har aldrig haft den følelse før. ”Tag dig nu sammen, ned med de sidste 3, du får det sjovt!”, tænker jeg, og ned ryger de. Jeg ser sløret, men jeg har en god følelse i kroppen. Der er ikke længe til vi skal afsted i byen, og jeg har på fornemmelsen, at det bliver en vild aften.
- ”Pas nu på dig selv!”, siger min mor bekymret.
- ”Ring, hvis der er det mindste!”, siger min far bestemt.

Mine veninder og jeg sidder i taxaen, vi er alle berusede og griner af alt hvad vi ser og hører. Jeg har det godt. Vi går ind på diskoteket, musikken er høj, og vi går ind på dansegulvet og giver den gas. Jeg vidste slet ikke, at det var så sjovt at være fuld. Vi går rundt på diskoteket og griner og fjanter. Vi falder i snak med nogle fyre, som giver os drinks. ”Helt sikkert!”, tænker jeg, men jeg kan mærke at min krop ikke vil tage imod drinken. Jeg går ud på toilettet og kaster op. Jeg hader at kaste op, og jeg kan mærke, at jeg ikke skal have mere at drikke. Jeg ser stadig sløret og går ikke helt lige, da en af mine veninder kommer hen og hiver fat i armen på mig og råber: ”Kom, vi skal ud at danse!” Jeg takker pænt nej og forklarer hende, at jeg hellere må gå hjemad. Jeg bor kun 1,5 km væk fra Daisy, så jeg begynder at gå, efter jeg har sagt farvel til mine veninder og takket for en virkelig sjov aften.
Det er mørkt udenfor, men det rører mig ikke – jeg har det helt tilpas. Jeg ser en gruppe på 4 piger komme gående imod mig i retning mod Daisy. Der er ikke længere gadelamper hvor jeg går.
- ”Hey piger! Skal I på Daisy? I er da vist ikke gamle nok til at komme ind!”, siger jeg lidt i sjov.
- ”Prøver du at være sjov?”, siger en af pigerne med en meget bestemt tone.
Jeg griner, fordi jeg synes, at alt er sjovt i dette øjeblik og når ikke at forsvare mig, før jeg får fyret en knytnæve mod mit hoved. Da mine ben stadig er ustabile, falder jeg ned på vejen, og jeg når lige at tænke ”fuck”, før to af pigerne begynder at sparke på mig, mens jeg ligger der halvfuld og forvirret. Jeg skal væk derfra, nu. Men pigerne vil ikke lade mig gå, de hiver mig i håret og slår mig i maven samtidig. Jeg kan høre lyden af en lighter blive tændt, og 5 sekunder efter sætter de en tændt cigaret i panden på mig. Jeg begynder at græde og skrige, min angst bryder ud. Jeg kan mærke blod løbe ned fra min læbe, og jeg kan næsten ikke få vejret efter alle de mange slag i maven…
Mere kan jeg ikke huske, før jeg vågner op i en ambulance med fuld fart på.

Et par dage efter kommer minderne så småt frem i mit hoved, når jeg tænker tilbage på den aften. Jeg får en kæmpe klump i halsen, og min krop begynder at ryste. Min angst bliver værre og værre. Tanken om at skulle være i blandt fremmede mennesker igen, giver mig hjertebanken, svedige håndflader og trykken for brystet. Jeg føler, at væggene på mit værelse kommer mod mig, min krop bliver helt kold, og jeg kan ikke mærke mine ben længere. Jeg begynder at skrige. Den bytur har uden tvivl givet mig et ar for livet.

(Fiktion)